Vestlige mainstream-medier er så dybt forankret på den israelske side i den israelsk-palæstinensiske konflikt, at det på en række områder forhindrer offentligheden i de vestlige lande i at få et reelt billede af konfliktens omfang og karakter. Det påvirker politik og historie og dermed mulighederne for en rimelig og holdbar løsning.
Israel sidder tungt på medierne, både landets egne og den internationale presse, ikke mindst den del af pressen med base i Israel. Dermed har den israelske stat nærmest monopol på formidlingen ud af området og har især en betænkelig indflydelse på, hvad der ikke bliver fortalt, både om forhold i Israel og om situationen i de besatte palæstinensiske områder, hvor det er Israel og den israelske hær, der sætter dagsordenen med en hård besættelsespolitik.
Israels krig mod Gaza sidste år er et grelt eksempel. Israelsk militær lukkede Gaza-striben af for at kunne bombe og ødelægge i fred, mens medierne kun fik lov til at se på fra liggestole i første parket på en høj med udsigt ind over afspærringen. Der lød ikke noget ramaskrig fra verdenspressen. Havde det ikke været for de nye medier som Facebook, Twitter, sms, e-mails og en ukuelig arabisk presse, som israelerne ikke kunne smide ud af Gaza, ville israelerne have kunnet gennemføre overgrebene i mørke.
Overtræder medierne de uskrevne regler om korrekt eller "forkert" rapportering, venter sanktioner eller trusler om sanktioner i varierende grader. Risikoen for ikke at få forlænget akkrediteringen lurer altid på korrespondenterne.
Palæstina-korrespondent
Det hedder "Israel-korrespondent" og "Mellemøst-korrespondent". Der findes ikke nogen "Palæstina-korrespondent", selv om det er på Vestbredden og i Gaza-striben og i forhold til disse to palæstinensiske områder med palæstinensiske millionbefolkninger, Israels og palæstinensernes eksistens og fremtid afgøres.
I Gaza-striben holder Israel halvanden million civile palæstinensere indespærret og under belejring under middelalderlige forhold uden adgang for pressen, som finder sig i det. På Vestbredden er israelske bulldozere og cementblandemaskiner i fuld gang med at lave det palæstinensiske territorium om til jødiske forstæder til Jerusalem og Tel Aviv uden mediernes store bevågenhed.
Mange udenlandske mediers korrespondenter i Israel er selv jøder, er gift med jøder og fast bosat i den jødiske stat, mange med israelsk statsborgerskab, med børn i israelske skoler og for en dels vedkommende med børn tjenestegørende i den israelske hær og således medvirkende til overgreb mod den palæstinensiske civilbefolkning. Udtrykket embedded, som det kendes fra pressedækningen af Vestens krige i Irak og Afghanistan, hvor pressen er underlagt de militære enheder og dermed militær kommando, har direkte gyldighed i Israel og dermed for dækningen af det israelsk-palæstinensiske spørgsmål.
Et nyligt eksempel med den indflydelsesrige amerikanske avis The New York Times i hovedrollen giver et lille indblik i det usunde forhold mellem Israel og verdenspressen, eller rettere: fortæller en masse om verdenspressens usunde forhold til Israel.
Det er den britiske journalist og forfatter, Jonathan Cook, som i en artikel i onlineavisen The Palestine Chronicle (http://www.palestinechronicle.com/print_article.php?id=15765) kaster lys over forhold, som den almindelige mediebruger ude i verden - også i Danmark - ved alt for lidt eller slet intet om. Cook er freelance journalist og bor med sin familie i Nazareth. Han er en af de få udenlandske uafhængige journalister, som bor og arbejder i Israel/Palæstina, og som han understreger, så omgås han ikke det internationale pressekorps i Jerusalem.
Soldat i den israelske hær
Det er kommet frem, at The New York Times' (NYT) bureauchef i Jerusalem, Ethan Bronners søn er soldat i den israelske hær. Det har avisens redaktører i New York ikke noget problem med, skriver Jonathan Cook. Han fortæller, at Bronner ikke er noget enkelt tilfælde. Hans forgænger som leder af avisens Jerusalem-kontor var israelsk jøde, som gjorde regelmæssig tjeneste som reservist i den israelske hær, selv da han dækkede den anden intifada, den palæstinensiske oprør med den israelske besættelse.
I en tidligere artikel om Ethan Bronner og NYT pegede Jonathan Cook på den kendsgerning, at det meste af den vestlige dækning af den israelsk-palæstinensiske konflikt er påvirket af jødiske og israelske journalister, og at palæstinensiske stemmer er nærmest udelukket. Kort efter offentliggørelsen af artiklen mødte Cook en anden vestlig bureau-leder i Jerusalem, og over en kop kaffe gratulerede reporteren Cook med hans artikel og føjede til: "Jeg ville blive fyret, hvis jeg skrev sådan noget."
Han føjede så til, at Ethan Bronners situation er "reglen, ikke undtagelsen", og at han kendte til et dusin udenlandske bureauchefer i Jerusalem med ansvar for at dække både Israel og palæstinenserne, og som har gjort tjeneste i den israelske hær. Og et andet dusin bureauchefer, som i lighed med Bronner har børn i den israelske hær.
Jonathan Cook referer sin anonyme kontaktmand for at sige, at det er helt almindeligt i det internationale pressekorps i Jerusalem at høre reportere prale af deres "zionistiske" kompetencer, deres tjeneste i den israelske hær og deres børns loyale tjeneste i hæren.
Jonathan Cook mener, at medieredaktører, der foretrækker at udnævne jøder eller israelske journalister til at dække området, foretager et meget rationelt valg. Det handler om at få så god adgang til magthaverne og samfundet som muligt. Dørene er åbne, hvis reporteren er jøde og bedre endnu, hvis det er en israelsk jøde, som har bevist sin positive holdning til Israel ved at gifte sig med en israeler, ved at gøre tjeneste i hæren eller ved at have et barn i hæren og taler flydende hebræisk. En ikke-jødisk journalist vil kun være i stand til at kradse lidt i overfladen af Israels militære, politiske og industrielle landskab.
Når disse jødiske bureauchefer senere trækker sig tilbage fra felten i Israel til kommentatorposter på deres aviser og andre medier, har de stadig troværdigheden fra tiden i israel og kontakterne til de rigtige embedsmænd og politikere i Israel og kan fortsætte med at forsvare den jødiske stat. Derfor, skriver Jonathan Cook, vil man ikke kunne læse noget i The New York Times, som sætter spørgsmålstegn ved den idé, at Israel er en demokratisk stat, eller se reportager om, at Israel ikke er seriøs i fredsprocessen.
The New York Times er ikke ene om den holdning og om dækningsform af den israelsk-palæstinensiske konflikt. De fleste vestlige mainstream medier har en rem af huden. Også danske medier.
