Israel har opfundet et nyt sæt love, som gør etnisk udrensning af palæstinenserne i de besatte områder lovligt. Ingen sydamerikansk bananrepublik kunne have gjort det bedre.
2,5 millioner palæstinensere på den besatte Vestbred er med et pennestrøg dømt potentielle "infiltratorer", altså forbrydere og fjender af den jødiske stat. De må nu jages døgnet rundt.
De nye love, eller ændringer af en gammel militær forordning, som der i virkeligheden er tale om, blev underskrevet for et halvt år siden og trådte i kraft her midt i april. Det sker omkring Israels fejring af årsdagen for den jødiske stats oprettelse for 62 år siden. Dengang med fordrivelsen af tre kvart million palæstinensere til en fremtid som flygtninge og statsløse til følge.
Med militærets nye juridiske våben i kampen mod palæstinenserne, kan Israel sætte den etniske udrensning op i gear. Vejen er banet for nye massefordrivelser.
I farezonen
Hovedmålet for den optrappede israelske udvisningskampagne er i første omgang de omkring 25.000 palæstinensere fra Gaza-striben, som Israel hævder lever illegalt på Vestbredden, mange af dem har boet der i årtier.
Dernæst er det tusindvis af jordanske kvinder gift med palæstinensiske mænd fra Vestbredden, plus palæstinensere og deres børn, som har mistet deres opholdsret som følge af israelske handlinger under besættelse siden 1967.
Endelig er det tusinder af udlændinge, familiesammenførte og andre, som af forskellige årsager befinder sig på Vestbredden men uden israelsk udstedt opholdstilladelse. Det gælder også de tusinder af ikke-palæstinensiske udlændinge, som er på Vestbredden som lærere, administratorer eller i andre professionelle øjemed eller som sympatisører fra den internationale solidaritets bevægelse. Alle med det problem, at de ikke har israelernes tilladelse til at opholde sig på Vestbredden, at de ikke har et israelsk signeret ID-kort, der siger, at de har fast adresse på Vestbredden.
"Forkert" adresse på ID-kortet straffes med deportation inden for 72 timer og/eller op til syv års fængsel og krav om, at de udviste selv skal betale deportationen med det, der svarer til ca. 12.000 danske kroner pr. person.
Jerusalem
Et andet vigtigt mål er de ca. 250.000 palæstinensere, som lever i Østjerusalem. De har israelsk udstedt ID-kort og status et sted mellem palæstinensiske borgere i Israel og palæstinensiske borgere på Vestbredden. Skulle palæstinensere med Jerusalem ID-kort befinde sig på Vestbredden, hvor mange har talrige familiemedlemmer og måske handelsmæssige forbindelser, så risikerer de også at blive behandlet som infiltratorer efter de nye forordninger. Det kan betyde, at de i sidste ende mister deres ret til at bo i Jerusalem som følge af længere tilbageholdelse, som kan forhindre dem i at forny deres opholdstilladelse i Jerusalem, skriver Yousef Munayyer, direktør for Palestine Center i en analyse af forordningernes konsekvenser for palæstinenserne på sitet MIFTAH.ORG 14. april 2010.
Så vidt disse mål. Men de militære forordninger er så generelt formuleret og tvetydige i ordlyden, at de rækker langt videre og i princippet har alle palæstinenserne på Vestbredden som målgruppe. Alt efter den skiftende politiske situation og den enkelte militære leders dagshumør og tilbøjelighed kan Israel med pludselige nye argumenter eller supplerende love og dekreter i forlængelse af de her omtalte nye love efter forgodtbefindende sende nye skarer af palæstinensere på flugt.
Baggrunden
Det juridiske grundlag for Israels nye aktionsmuligheder over for palæstinenserne er en militær forordning udstedt efter 1967-krigen. Den blev udformet med henblik på at hindre ulovlig indrejse, infiltration, af palæstinensere og arabere til den nu besatte Vestbred fra fjendtlige lande. Altså personer, som opholder sig ulovligt på Vestbredden i fjendtlig hensigt. I den oprindelige forordning slås det fast, at en person, som er til stede på Vestbredden uden at have dokumentation på at bo der, skal kunne bevise, at han ikke infiltrerer området.
Den nye version ændrer formuleringen betydeligt og fastslår simpelthen, at en hver person, som opholder sig på Vestbredden uden skriftlig tilladelse, "antages at være en infiltrator", altså en forbryder, skriver Yousef Munayyer i en gennemgang af den nye "lov" på MIFTAH.ORG.
De nye forordninger giver således i praksis israelsk militær frie hænder til at behandle en hver, der opholder sig på Vestbredden, som "infiltrator" og dermed forbryder, som der straks kan skrides ind over for med drakoniske midler.
En stor del af palæstinenserne på Vestbredden har levet fredeligt der både før og under den israelske besættelse og har aldrig været afkrævet dokumentation for, at de ikke er "fjendtlige infiltratorer". Efter de nye militære forordninger skal de nu som befolkning besat af en fremmed magt i princippet have skriftlig tilladelse fra besættelsesmagten til at leve på deres egen jord.
Med de nye militære forordninger har Israel gjort disse palæstinensere til kriminelle på palæstinensisk territorium.
Berlanty Azzam
De første eksempler på de nye militære love i funktion er allerede gennemført med udvisninger fra Vestbredden til Gaza-striben straks ved forordningernes vedtagelse i oktober 2009. Militæret kunne knap vente, til blækket var tørt på det nye lovdokument, før de slog til i en halv snes "prøvesager".
Kort efter lovenes vedtagelse blev en ung kvindelig palæstinensisk studerende ved det katolsk sponsorerede universitet i Betlehem arresteret af israelsk militær og på stedet udvist til Gaza. Der var hun kommet fra fire år tidligere for at studere økonomi og administration ved det palæstinensiske universitet. 21-årige Berlanty Azzam manglede kun to måneder i at have fuldført sit studium med en bachelor og risikerer nu aldrig at få papir på sin uddannelse.
Hun blev arresteret en sen aften ved et tjekpoint på Vestbredden på vej tilbage fra en jobsamtale i Ramallah. Inden for de næste seks timer kørte militæret hende til Gaza, lagt i håndjern og med bind for øjnene, og satte hende af ved Eretz-overgangen til Gaza-striben med besked om ikke at vende tilbage.
Deportationen skete med den begrundelse, at hun opholdt sig "illegalt" på Vestbredden. Den unge kvinde blev ikke udvist, fordi hun var en sikkerhedsrisiko for den jødiske stat, erkendte israelerne ved en efterfølgende høring ved Israels højesteret. Berlanty Azzam havde blot den forkerte adresse på ID-kortet, nemlig Gaza. Hun var "illegalt" tilstede på Vestbredden, hed det.
En talsmand for det israelske forsvarsministerium begrundede over for London-avisen The Independent 30. oktober 2009 udvisningen af den unge palæstinenser på denne måde: "Vi taler om en Gaza-beboer, som søgte om tilladelse til at studere i området Judea og Samaria og fik et negativt svar. I 2005 fik hun tilladelse til at besøge Jerusalem i fire dage, og hun blev der efterfølgende (på Vestbredden) uden nogen tilladelse. Hele hendes periode som student var baseret på snyd og var imod loven".
Juridisk fiksfakseri
Der eksisterede imidlertid ikke nogen lov med forbud mod at opholde sig på Vestbredden, da Berlanty Azzam rejste ind på Vestbredden i 2005. Det erkendte de israelske repræsentanter blankt ved den efterfølgende sag ved Israels højesteret i december 2009. Alligevel dømte retten hende "illegalt til stede" på Vestbredden på trods af hendes mange dokumenterede forsøg på at regulere sin status på Vestbredden med masser af ansøgninger om adresseændring. Hun fik afslag på dem alle.
"Siden 2005 har jeg undladt at besøge min familie i Gaza af frygt for, at jeg ikke ville få lov til at vende tilbage til mine studier på Vestbredden", sagde Berlanty Azzam til medierne efter deportationen.
Palæstinensere, som søgte om tilladelse til at rejse til Vestbredden, fik - efter grundige militære sikkerhedstjek - indrejsetilladelse til Israel i nogle få dage forstået på den måde, at der var tale om transittilladelse gennem Israel. Når den israelske militærtalsmand siger, at Berlanty Azzam havde fået tilladelse til kun at besøge Jerusalem i fire dage, så er det på sin vis rigtigt. Men det er også rigtigt, at hun straks rejste videre fra Jerusalem til universitetsbyen Betlehem på Vestbredden, og således ikke overskred tidsfristen for tilladt ophold i Israel. Vestbredden ligger ikke i Israel, selvom israelerne gør, hvad de kan for at tilsløre den kendsgerning.
I retten sagde de israelske repræsentanter, at hun burde have søgt flere opholdstilladelser i forlængelse af tilladelsen til at rejse til Jerusalem. I samme åndedrag erkendte de, at der ikke fandtes andre slags tilladelser at ansøge om på det tidspunkt.
Det er den slags juridiske fiksfakserier, palæstinenserne nu er oppe imod, hvis de forsøger at få en deportationssag prøvet ved en israelsk domstol. Muligheden for appel findes ganske vist i de nye militære forordninger, men har, som alle israelske love rettet mod den palæstinensiske befolkning i de besatte område, et strejf af kafkask karakter.
Ifølge de nye forordninger kan en udvist palæstinenser få sagen prøvet ved en særlig komite inden for otte dage fra udvisningsordren. Men den mulighed skal ses i forhold til en anden bestemmelse i forordningen, nemlig at udvisninger typisk vil blive gennemført i løbet af tre dage. Udvisningen vil altså som regel være gennemført, inden udvisningsdommen kan prøves.
Lovens hensigt
Det israelske skridt mod Berlanty Azzam og de 25.000 andre Gaza-palæstinensere på Vestbredden er del af en israelsk politik, der går ud på at behandle Gaza og Vestbredden som to adskilte enheder for på den måde at underminere sammenhængen i det palæstinensiske krav om en stat, der omfatter begge territorier. Ifølge Oslo-aftalen fra 1993 skal Vestbredden og Gaza-striben behandles som én territorial enhed. Derudover er formålet med de nye "love" blandt andet at begrænse befolkningstilvæksten af palæstinensere på Vestbredden og at hindre udlændinge i at tilslutte sig den folkelige kamp mod den israelske besættelse.
De nye forordninger mod palæstinenserne omfatter naturligvis ikke den halve million jødiske bosættere, som lever illegalt i bosættelserne over store dele af Vestbredden.
Israels nye militære forordninger er i strid med Artikel 49 i Den Fjerde Geneve Konvention, som fastsætter forbud mod en besættelsesmagts tvangsmæssige flytning og deportation af beskyttede personer fra besat område til andre territorier, uanset handlingens motiver.
Retten til at fordrive
En hver 18-årig israelsk knægt eller ung juniorofficer ved en af de 500-600 israelske tjekpoints på Vestbredden kan nu med de nye forordninger i hånden foretage sin helt egen etniske udrensning.
Eller som den israelske journalist Amira Hass udtrykker det i en artikel på det palæstinensiske site MIFTAH.ORG 14. april 2010: Den nye forordning "giver junior og senior officerer retten - som sædvanligvis er reserveret autoritære ledere eller militære diktatorer - til at bestemme, om mennesker skal være i stand til at studere, og hvor de må arbejde, leve eller rejse. Den giver dem oven i købet lov til at bestemme, hvem de må gifte sig med. Den nye forordning udvider den magthavendes ret til at udvise."
