Med sit natlige kommandoangreb i høj sø på den internationale nødhjælpsflåde til Gaza har Israel igen bragt sig i verdens søgelys og vakt bestyrtelse og ledsagende fordømmelser. Der snakkes om, at Israel har skudt sig selv i foden, er ude af kontrol og opfører sig som "en vanvittig stat". Intet nyt her. Den slags driver erfaringsmæssigt hurtigt over.

Den officielle kritik fra regeringer og statsledere skal ikke tages for mere end den er, nemlig stort set uforpligtende ord og tandløse krav om sanktioner og "undersøgelser" og forsigtige henstillinger om fremtidig tilbageholdenhed, bakket op af en tandløs presse, som ikke tager chancer med at gå for vidt i selvstændig kritik af den jødiske stat. Sådan er det altid, når Israel har sluppet slagterhunden løs.

Ingen med magt til at gøre det vil nemlig stoppe Israel. Det gælder især USA og europæerne. Israel er stærkt integreret i Vestens forskellige økonomiske institutioner og politiske og militære alliancer og spiller en vigtig rolle i USA's globale ambitioner. I det lys har Vesten ikke råd til at sætte det aggressive atombevæbnede Israel på plads med de midler, der i så fald skulle til.

Derfor vil Israel ufortrødent kunne fortsætte med at true de muslimske stater i regionen med krig, øge antallet af illegale jødiske bosættelser på den besatte Vestbred, finjustere apartheid-systemet i de palæstinensiske områder og lægge hindringer i vejen for varig fred i Mellemøsten. For eksempel med nye kommandoangreb mod internationale forsøg på at bryde Israels belejring af Gaza for at bringe nødhjælp ind til Gaza-stribens indespærrede befolkning.

(Læs hele artiklen: Klik på "Mere" under byline.)

Israel har opfundet et nyt militært lovkompleks, som med ét slag gør flere millioner palæstinensere på den besatte Vestbred til kriminelle lovovertrædere alene ved deres tilstedeværelse på eget territorium.

Det nye lovsystem er en ændring og udvidelse af en gammel militærforordning fra tiden lige efter krigen i 1967 med Israels besættelse af Vestbredden. Forordningen var rettet mod infiltratorer med fjendtlige hensigter over for Israel fra arabiske nabolande ind på Vestbredden.

Den nye udvidede version, som er holdt i meget tvetydige vendinger, siger, at en hver person, som i dag opholder sig på Vestbredden uden skriftlig tilladelse fra besættelsesmagten, hvilket vil sige uden israelsk udstedt ID-kort , "antages at være en infiltrator" med potentielt fjendtlige hensigter over for den jødiske stat

"Infiltratorer" vil blive deporteret inden tre dage eller sendt i fængsel i op til syv år.

Rammer alle

I princippet rammer den nye militære forordning alle palæstinensere på Vestbredden. De kan nu betragtes som jaget vildt.

Men i første omgang sigtes der mod de ca. 25.000 palæstinensere fra Gaza-striben, som ifølge israelsk påstand opholder sig "illegalt" på Vestbredden.

Dernæst går jagten ind på de mange tusinder kvinder fra Jordan, som er gift med palæstinensiske mænd på Vestbredden.

Overordnet er det Israels hensigt med det nye lovtiltag at skille befolkningen i Gaza-striben fra befolkningen på Vestbredden. Dertil drejer det sig om at begrænse befolkningstilvæksten på Vestbredden

Men i det større perspektiv handler den nye "lov" om at rykke den løbende fordrivelse af den palæstinensiske befolkning op i et højere gear, mener iagttagere.

(Læs hele artiklen ved at klikke på "Mere" under byline)

Palæstinensiske kvinder på Vestbredden og i Gaza-striben udsættes i stigende grad for vold fra deres mandlige omgivelser. Det er i vid udstrækning en følge af Israels illegale besættelse af de palæstinensiske områder, fremgår det af flere rapporter om emnet.

Det er specielt den israelsk påførte fattigdom af det palæstinensiske samfund og den høje arbejdsløshed, der påvirker forholdene i de palæstinensiske hjem, hvor mændene afreagerer afmagten på konerne. Mange palæstinensiske familier skal leve for mindre end 15 kroner om dagen. Det giver stress, mindreværd og krise i familien. Og så vanker der klø til kvinderne.

77 procent af kvinderne i Gaza-striben, det er omkring 300.000 kvinder af en samlet befolkning på halvanden million, har i sidste kvartal af 2009 været udsat for vold af en eller anden art.

De voldsramte kvinder tør ikke søge hjælp hos kvindeorganisationer eller politi og domstole, fordi de er bange for at blive stigmatiseret i en kultur, hvor vold mod kvinder i forvejen er stiltiende accepteret, og hvor det er ildeset at gå til myndighederne med klage over vold.

Europæiske borgere er trætte af EU's og deres politiske lederes hykleri i forholdet til Israel og palæstinenserne. Derfor har de genoplivet 70-ernes Russell Tribunal. Det hedder i dag Russell Tribunalet om Palæstina og fandt sted i Barcelona i dagene 1.-3. marts.

Der var 350 tilhørere fra hele Europa - minus de nordiske lande herunder Danmark. Der var dog en enkelt dansk deltager med, nemlig Brita Bastogi som repræsentant for Human Rights March og Kvinder i Dialog Palæstina-Israel-Danmark. Hun beskriver her på KaktusOnline sine indtryk fra det tre dage lange møde med "indignerede borgere".

Der var både eks-diplomater, eks-ministre, advokater, videnskabsfolk, kunstnere, medlemmer af Europaparlamentet, NGO'ere og almindeligt interesserede i emnet.

Emnet for tribunalet i Barcelona var at overveje, i hvilken udstrækning EU og dets medlemsstater er medskyldige i den fortsatte israelske besættelse af palæstinensisk territorium og i Israels krænkelse af det palæstinensiske folks rettigheder.

Om tribunalets formål skriver Brita Bastogi:

"Tribunalets formål er at få den folkelige protest op på et så udbredt og højt niveau, at de politiske ledere ikke længere kan afvise den folkelige protest. 'Vi vil ikke længere tolerere stilhedens forbrydelse', som det ofte blev udtrykt i løbet af de tre dage i Barcelona. Med stilhedens forbrydelse menes de vestlige staters tavshed ved en stiltiende accept af israelernes brud på så godt som enhver af FNs konventioner og resolutioner, som de oveni købet selv har underskrevet."

Det hedder videre i Brita Bastogis beskrivelse af de tre dage i Barcelona: "Oplæsningen af dommerpanelets konklusioner efter to dages høringer, fik salen til at klappe og klappe - impulsivt rejste hele salen sig op, klapsalverne fortsatte og fortsatte, en mærkelig uudtalt følelse af -  ja, dette er begyndelsen til en ændring -  ja, folkene i Europa vil ikke mere acceptere Israels forbrydelser og vore politiske lederes medskyld - ja, en anden verden er mulig! Det var så bevægende, at vi var mange, der stod og tudede."

Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik har som dansk journalist været agent for Mossad, den israelske efterretningstjeneste. Han har altså arbejdet for en fremmed magt. Gør det ham til landsforræder?

Det mener den tidligere føringsofficer i Mossad, Victor Ostrovsky i en udtalelse til Information.

Herbert Pundik fortalte om sit agentarbejde for den israelske efterretningstjeneste i et stort interview i Information 26. februar. Pundiks arbejde for Mossad fandt sted op gennem 1960-erne, mens han var journalist på Information og Politiken. Han rejste blandt andet som journalist for de to danske dagblade rundt i Afrika og samlede oplysninger, som han afleverede til Mossad.

Pundik har i Danmark arbejdet som såkaldt påvirkningsagent for Israel, har altså kunnet skrive positive artikler om Israel med det formål at påvirke den danske offentlighed til fordel for den jødiske stat.

Herom siger Pundik selv i Information-artiklen: "Hvor går grænsen mellem journalistik og spionage?"

Det spørgsmål burde diskuteres blandt journalistiske fagfolk, for eksempel i journalisternes fagblad Journalisten med udgangspunkt i Herbert Pundiks bekymrende holdning til den sag.

Det er kommet frem, at The New York Times' (NYT) bureauchef i Jerusalem, Ethan Bronners søn er soldat i den israelske hær. Det har avisens redaktører i New York ikke noget problem med, skriver den britiske journalist Jonathan Cook i onlineavisen Palestine Chronicle. Han fortæller, at Bronner ikke er noget enkelt tilfælde. Hans forgænger som leder af avisens Jerusalem-kontor var israelsk jøde, som gjorde regelmæssig tjeneste som reservist i den israelske hær, selv da han dækkede den anden intifada, den palæstinensiske oprør med den israelske besættelse.

I en tidligere artikel om Ethan Bronner og NYT pegede Jonathan Cook på den kendsgerning, at det meste af den vestlige dækning af den israelsk-palæstinensiske konflikt er påvirket af jødiske og israelske journalister, og at palæstinensiske stemmer er nærmest udelukket. Kort efter offentliggørelsen af artiklen mødte Cook en anden vestlig bureau-leder i Jerusalem, og over en kop kaffe gratulerede reporteren Cook med hans artikel og føjede til: "Jeg ville blive fyret, hvis jeg skrev sådan noget."

Han føjede så til, at Ethan Bronners situation er "reglen, ikke undtagelsen", og at han kendte til et dusin udenlandske bureauchefer i Jerusalem med ansvar for at dække både Israel og palæstinenserne, og som har gjort tjeneste i den israelske hær. Og et andet dusin bureauchefer, som i lighed med Bronner har børn i den israelske hær.